Når speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling kigger tilbage på de 15 år, hun har arbejdet i psykiatrien, er der særligt en ting, hun har bidt mærke i, har ændret sig.

Selv om symptomerne for diagnoser som fx ADHD og autisme er blevet mindre tydelige, så er det funktionstab og den mistrivsel, som diagnoserne fører med sig, blevet større. 

”Det er meget sjældent jeg møder nogen, hvor jeg tænker: ’Det er ikke i psykiatrien, du hører til.’ Men jeg tænker, meget godt kunne godt have været forebygget. De kommer måske med kompleks skolevægring, selvskade eller svær angst. Det, jeg vil kalde for overbelastningssymptomer,” siger Pernille Juul Darling.

Pernille Juul Darling mener, at vi som samfund bør kigge på, hvordan vi kan skabe et samfund med højere trivsel og dermed forebygge, at så mange børn og unge ryger ud over kanten.

”Hvis vi på sigt ønsker et samfund, hvor det kun er de allersværest ramte, der har brug for støtte, så må vi gå i gang med at skabe et samfund, hvor man kan trives, selvom man ikke er 100 procent gennemsnitlig,” siger hun og peger på, at der mange ting i nutidens børne- og ungdomsliv, der udfordrer særligt den neurodivergente hjerne.

Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Pernille Darling og fortsætter vores serie om stigningen i diagnoser. Hvad betyder det? Hvorfor ser vi stigningen? Og skal vi være bekymrede eller positive?

Udgivet af Socialt Indblik