I moderne efterforskning af forbrydelser spiller retsgenetikken en vigtig rolle. Politiet finder DNA-spor, og med en DNA-profil kan man lede i et DNA-register, hvis gerningsmanden tidligere har afgivet en DNA-prøve eller man kan tage en prøve fra en mistænkt. Det kræver en særlig teknik, hvor man ud fra en ofte beskeden materiale kan teste for DNA, og det kræver en stor grad af sikker behandling, hvis man skal få et resultat, der holder i retten.

Analysen med DNA-profiler svarer til et fingeraftryk, hvor man kan sammenligne en kendt gerningsmand med et DNA-spor. Men hvad hvis man står i en situation, hvor man ikke har noget at sammenligne med? Det kan være et DNA-spor fra en forbrydelse eller det kan være DNA fra et lig fra en ukendt. Det prøver den retsgenetiske forskning at finde et svar på ved at finde etnicitet og udseende ud fra DNA. Man kan spore sig ind på en person ud fra, hvor de kommer fra, hvilken øjenfarve eller hudfarve de har ifølge DNA’et. Den del af retsgenetikken er noget som man forsker i på Retsmedicinsk Institut i København, og adjunkt Jeppe Dyrberg Andersen fortæller om nogle af de udfordringer man har inden for den forskning. Brugen af metoderne i praktisk opklaringsarbejde rejser nogle etiske problemer, for mens man med en traditionel DNA-profilering ikke kan sige andet end identiteten af en person, så kan undersøgelser, hvor man vil vide mere om personen, resultere i, at man står med oplysninger om fx sygdomsdispositioner.

Jeppe Dyrberg Andersen er adjunkt ved Afdeling for Retsgenetik, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet. Han er uddannet cand.scient. i biologi-bioteknologi, og har en ph.d.-grad i retsgenetik.

Billede: Geoff Hutchison (https://flic.kr/p/c2xCE)