Diskussionen om 'udkanstdanmark' og alle dem, der er på røven i Nakskov og andre steder i provinsen, handler ikke bare om centralisering, udflytning af arbejdspladser og social udhuling. Det handler også om det sprog, vi bruger til at tale om på den ene side de socialt udsatte – og på den anden side de velstillede storbyboere i den såkaldt kreative klasse.

For findes der virkelig fattigdom i et velfærdssamfund som Danmark, og hvis der gør, hvad gør vi så ved det, og hvordan må vi i det hele taget tale om dem, som ikke selv har midlerne til at tale deres egen sag?

Anledningen er romanen, ’Det Danmark du kender’, af forfatteren Peder Frederik Jensen. En bog, der foregår på samfundets bund på Lolland blandt det, man i mangel af et bedre ord kalder ”samfundstaberne”.