MEN DU ER JO ALTID SÅ GLAD, DU KAN DA IKKE HAVE ANGST!

Som ledsager er Theresa på 44 ude med ca. 14 borgere på to uger. Et job hun har haft snart 15 år, som hun elsker. Her kan hun virkelig gøre en forskel og hjælpe.
Da hendes mor dør i en trafikulykke, er Theresa er 29 år. En sorgproces sætter ind, mens hun selv er mere fokuseret på, hvordan hun kan hjælpe morens nye mand end sig selv. Bare på med masken, og overfor sine borgere i jobbet bruges udtrykket : "den klarer jeg!" flittigt uanset, hvad.
Et års tid før hendes far dør af alkoholdemens, mærker hun for alvor, at hun ikke har d et godt. Hun er svimmel i jobbet, og mærker ubehag, som kun forværres.
-men det skal tage hende længe at finde hjælpen, som virker. Gruppeforløb med andre angstramte, samtaler med psykolog og endelig for nu snart to år siden medicin, som afværgende.

I dag ved ganske få, at hun har fået konstateret panikangst. Hun bryder sig nemlig ikke om, at skulle fortælle det. Særligt ikke detaljen om, at hun får medicin, da det oftest udløser en reaktion som "nå, får du nu medicin" - som om hun har tabt.
- og selv føler hun sig bedre end meget meget længe. Bag facaden er angsten for, at angsten skal komme tilbage og tage over der, men på trods står Theresa frem og fortæller her.

Lyt med her, når hun beretter om en opvækst med vold. Det at være en boksepude mellem sine forældre. Opleve sin mor få tæsk og sin far som en verdensmand i ædrutilstand.