Siden 1980’erne har Anders Lund Madsen haft små børn. Det er blevet til i alt syv børn med to forskellige kvinder, og det betyder, at han både lige er blevet far og morfar.

”Du ville kunne ringe til mine børn, og de ville alle kunne sige ting, jeg skulle have gjort det bedre. Der er min eneste undskyldning, at der er så mange af dem. Smørret bliver nødvendigvis smurt tyndere ud,” som han fortæller i den nye episode af ’Hankøn’.

Her fortæller han også, at det at være kæreste eller husbond ikke er faldet naturligt let.

”Jeg vil håbe, at alle mennesker bliver bedre og bedre til at leve. Man skal helst akkumulere erfaringer og ikke gentage fejl for mange gange. Jeg er blevet bedre til at være kæreste, end da jeg startede. Jeg er ikke særlig dygtig, men jeg er meget ihærdig. Jeg har haft stor lyst til det, men ikke evnen. Men jeg arbejder meget godt, længe og grundigt, og det opvejer for de manglende talenter.”

I podcasten taler de også om ansvaret som mand, og hvilket formål, han går gennem tilværelsen med.

”Jeg vil sige, at jeg er varsom med at sige, at jeg har så fandens meget andet formål, end det, jeg gør hver eneste morgen kl. 6, når jeg står op og beslutter mig for ikke at udrydde min familie med en flammekaster. Det er ved at sige: “I dag vil jeg også prøve at være et menneske.” Og det synes jeg, at man skal gøre hvert eneste fucking sekund.”

Når det gælder sårbarhed, som også er et fast tema i ’Hankøn’, er Anders Lund Madsen i kontakt med sin på daglig basis. Han har ikke noget problem med at række ud efter hjælp fra andre mennesker, og det skyldes ikke mindst én særlig episode, da han var teenager. Han fik en bums på sin penis, men han troede, at det var et symptom på en frygtelig sygdom, og at den ville falde af.

”Min mor er sygeplejerske, så efter halvandet døgn kan jeg ikke mere, og jeg viser hende den grædende. Og så siger hun: ’Hold da op, sikke en bums, den skal have noget jod på’. […] Men dét at have sin mor i puberteten til at nærstudere ens bums på sin… Der er intet værre eller mere grænseoverskridende, ydmygende… Det har betydet for mig, at jeg vitterligt har meget, meget få grænser for, hvad jeg synes, jeg kan involvere andre i af frygt for, at det er pinligt.”