Den store storby var stadig et nyt fænomen i 1800-tallet, og i perioden, hvor Jacob A. Riis begav sig ind i storbys slumme, havde man ikke endnu ikke en klar idé om, hvad en storby overhovedet var. Kortlægningen af den konkrete storby og dens slumme var båret af metaforer, der var med til forme synet på, hvad storbyen overhovedet var. Idéer om mørke, fugtige slumme fyldt med dårlige mennesker og lyse og rene middelklassehjem med gode borgere var normale måder at beskrive og forstå storbyen på.

Det blev normalt at forbinde de fugtige, mørke rum og den tunge luft med fattigdom og moralsk dårligdom i New York. Det er også nogle af de bærende metaforer i Jacob A. Riis’ beskrivelser af slummen. I kortlægningen af storbyens slum blev spørgsmålet “Hvordan så slummen ud?” derfor også en undersøgelse af, hvordan disse omgivelser var med til at forme de mennesker, som boede og levede i dem.