London Calling er The Clash's første mesterstykke. Et ikonisk rock-album, der demonstrerede, at bandet kunne så meget mere end de fire akkorder og vrede råb, som ellers udgjorde punk-musikken i slut-70'erne.

Punk-puristerne var ikke glade for London Calling; det var jo ikke punk, vel? Næ, vel var det ej – med mindre man altså griber lidt dybere i definitionen og opfatter punk som en gennemført destruktion af rammer og båse – også musikalsk. Til gengæld er pladen en tonstung demonstration af, hvad man kan, når man netop løfter blikket lidt og udfordrer kernepublikummets opfattelse af, hvad der rigtigt og forkert – og så i øvrigt stoler på, at man har tilstrækkeligt talent til at gøre det.

Der er masser af ren punk-energi at finde overalt på de mange skæringer på dobbelt-LPen, men der er også ska, rockabilly, skæv disco, reggae, funk og sørme også lidt cool jazz undervejs. Men først og fremmest så er London Calling simpelthen et fremragende album, der ganske fortjent blev udråbt til at være 1980’ernes bedste rockalbum – på trods af, at det udkom i England allerede i december 1979.

Og så skal vi jo ikke glemme, at det må være et af rock-historiens mest ikoniske albumcovers. Konceptuelt tyvstjålet fra Elvis Presley men med det udtryk af ren, rå energi, som drengene på gaderne i London og Brixton kunne identificere sig med.