I dag har jeg fået min kæreste som gæst i studiet. Vi taler om hvordan han helt fra start har oplevet mig som stille og hvad det har givet af følelser og tanker hos ham.

Hvilke udfordringer det kan være, når man som ham har behov for tale, for ikke at føle sig usikker. Det med ikke at mærke connection imellem os, hvis jeg er stille. Hvor jeg i samme forbindelse mærker nærværet imellem os når vi er stille sammen.

I vores samtale kommer vi igennem en del af de samme følelser, som jeg har haft blot set fra min kærestes perspektiv.

Hvorfor skal vi være i samme rum, hvis vi ikke skal snakke sammen. Han blev ofte frustreret i starten når han ikke kunne komme i kontakt med mig. Det har været en læringsproces for os begge, at finde hinandens behov ifht hvornår vi kunne kommunikere med hinanden. Jeg har følt mig afbrudt hvis jeg sad med noget og min kæreste hvis hukommelse ikke er så god, har følt sig frustreret over så evt at skulle huske noget der var vigtigt at få kommunikeret ud.

I gruppe sammenhænge er jeg ofte stille – hvorimod jeg under en gåtur har et behov for stilhed og nærvær på en hel anden måde. Det kan være fantastisk at gå ved siden af mig i stilhed – der skal blot skabes en opmærksomhed på det.

At blive inviteret ind i stilhed - fremfor blot stilhed. Eller blive tysset på - tie stille.

Vi referer om en tur hvor jeg havde et stort behov for stilhed og der opstod en større misforståelse imellem os. Jeg havde ikke rigtig fået italesat mit behov og jeg endte med at ”forsvinde” fra selskabet. Mit signal om alenetid blev ikke tydeligt og det gav en utryghed.
Jeg endte med at gå i trods! Jeg kunne ikke finde ud af at sige hvad mit behov var og jeg mente ikke jeg kunne tillade mig, at bede alle om at være stille sammen med mig.

Min kæreste prøver at integrere mennesker i større forsamlinger hvis de er stille og drager omsorg ved at tage dem med i snakken.

Han ser ikke personen som stille, men en person som er udenfor.

Han har fyldt stilheden ud med snak – og ved ikke om det har været et behov fra den andens side, at han blot snakkede. Han er blevet lidt kendt som ISBRYDEREN i nye grupper.

I et skelsættende øjeblik i hans liv tog han kampen op med hans egen stilhed. Han valgte ofte at blive til grin i en snak blot for at blive hørt og set.

Han valgte aktivt at blive en del af noget og begyndte at snakke.
Hvis han ikke aktivt valgte at afbryde – mærkede han følelsen af at blive ignoreret. Han var træt af ikke at blive lyttet til. Træt af at lytte og ikke blive hørt! Han ville også gerne dele.

I visse tilfælde oplever han, at han skal hive ord ud af et stille væsen og det kræver en del. Det kunne blive meget ensidigt hvis det kun var ham der snakkede. Følelsen er dog at han bliver rummet som menneske. Dog er det krævende at skulle tage teten, når der ikke er pingpong i vores snakke.

Vi taler om de forskellige stille mennesker i omgangskredsen og hvad der har formet de forskellige venskaber – og hvor mere rummelig et venskab kan blive hvis både stilhed og tale bliver rummet. Det skaber en større dynamik, så men ikke ender med at dræne hinanden for energi.

Er det okay at være stille sammen. Min kæresten har skulle lærer igennem mig, at det var okay at fordybe sig. Min læring har været, at det er okay at afbryde og mennesker gerne vil lytte til det der optager mig.

Vi øver os og lærer af hinanden og med hinanden.